Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasKulturmiljødatabasenKortlægning af kulturmiljøer1. Stege inden for volden2. Det græske kvarter3. Stege Sukkerfabrik4. Halvøen Ulvshale5. Sommerhuse på Ulvshale6. Nyord7. Nordfelt gods8. Borre Sømose og Borre9. Liselund Park10. Møns Klint som udflugtsmål 11. Busene Have12. Møn Fyr13. Klintholm Havn14. Klintholm gods15. Mandemarke ejerlav16. Elmelunde17. Rødkilde Højskole18. Marienborg gods 19. Damsholte Kirke 20. Fanefjord Skov21. Fanefjord, Grønsalen og kirken22. Flintindustrianlægget Daneflint23. Byområdet Damme/AskebyNaturLandskabKulturhistorieArkitektur24. Bogø Hovedgade25. Lindholm ForsøgsstationBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

23. Damme/Askeby

Kulturmiljøets hovedtræk

Kulturmiljøets hovedtræk er oplandsbyen Damme/Askeby: En næsten sammenhængende bebyggelse, hvor oplandsbyen afspejler sig som en fortætning og sammenbygning af de to landsbyers oprindelige bykerner.

I syd Damme, hvor den oprindelige landsbykarakter stadig slår igennem i kraft af et sammensat gadenet gennem kuperet terræn, en lille, trekantet torvedannelse ved Klemmen, bygningen Hjørnet og renoverede mejeri- og industribygninger, som nu er samlingssteder af forskellig art: teater, udstillingssteder, samt saftstation og gadekær. I denne bydel er oplandsbyen et bebyggelseslag, der er tilføjet mellem den oprindelige landsbys huse.

I den anden del af oplandsbyen, langs den lange Fanefjordgade, slår oplandsbyens karakter mere igennem. Især på den nordvendte side af den trekant, som Dammes to landsbygader og Fanefjordgade danner med hinanden, hvor bebyggelsen er fra 1960erne med bank, boldbaner og parcelhuse. Også strækningen omkring brugsen har denne karakter med oplandsbyens offentlige bygninger, handel og service samt nedlagte butikker med blændede butiksvinduer, brede porte og indkørsler.

I den nordligste del, Askeby, er det karakteristisk, at rækken af mindre huse brydes af de uudflyttede gårdes lange stuehuse og af huller i bebyggelsen med udsigt til mark og sø - tilsammen giver dette et indtryk af en tæt forbundethed med jorden i denne del af byen.

Husene i kulturmiljøet afspejler de kulturhistoriske lag og er således ret sammensat: pyntelig provinsby-arkitektur fra det 20. århundredes begyndelse, ældre længehuse og gårde, lidt senere murermesterhuse og enkelte sommerhuse.

Bebyggelsesmønstret afspejler disse kulturhistoriske lag i fysisk form: villaer og butikker (mange er lukkede) ligger ud til Fanefjordgade, mens de senere tilførte servicefunktioner, skole, plejehjem, m.v., ligger i et ydre lag af byen. Ved sideveje og mellem husene kigger man gennem lagene.

Fanefjordgade går gennem et skrånende terræn og forbinder de to oprindelige landsbyer. Gadeforløbets svungne og forgrenede karakter står i stærk kontrast til den stringente øst-vest gående omfartsvej - Grønsundvej.

Mange huse i provinsbyarkitektur har oprindelige bygningsdele som vinduer, døre, udstafferinger og murværk i forbandt, karnapper, trapper, altaner med muret rækværk samt udskårne vindskeder og originale skorstene. Dette medvirker til at gøre kulturmiljøet autentisk.

Bærende bevaringsværdier

Båndet af bebyggelse er en sammenstilling af flere forskellige landsbykarakterer, der er bundet sammen af villabebyggelse fra forskellige tider. En bærende værdi er bevarelsen af enkeltkaraktererne og elementerne, der bærer dem:

- Landsbyen, Askeby, med store gårde, landsbyhuse langs vejen, gadekær og mølle/-gård i nordøst.

- Oplandsbyen på Fanefjordgade med bygninger fra andels- og foreningstiden, fx mejeriet, samt industrialiseringen, og de yngre lag i byens ydre lag.

- Og den tætte landsby, Damme, med landsbyhuse på Hjørnet, Klemmen og Fanefjord Kirkevej med plejehjem, saftstation og gadekær, teaterbygning, kro og udsigt til mølle og kirke i sydvest.

Enkelthusene danner værdifulde bebyggelsesflader som samlende element for de forskellige dele af byen. Huse - som respekterer placeringen i forhold til gaden med originale bygningselementer som døre og vinduer, skorstene, gesimser, vindskeder i træ - er bevaret og understøtter kulturmiljøet og fortællingen om byens udvikling.

Bevaringstilstand

Meget bredspektret fra huse som er uhyre forsømte, til huse som er yderst velholdte. Forhaverne er generelt dårligt bevarede på Fanefjordgade, hvorimod Hjørnet udviser provinsbyens havetradition med plejede forhaver og pladser. Bygningskroppe, tage, skorstene, gesimser og tage med synlige spær med svungen form og vindskeder i træ er flere steder rigtigt godt bevaret - og, som det ofte viser sig, paradoksalt nok allerbedst bevaret på de mest faldefærdige huse.

Mejeriet, centralt beliggende midt på Fanefjordgade, står stærkt forsømt. Fanefjordgade har en mølle i hver ende. Af Askeby Mølle er blot undermøllen og den bagvedliggende møllegård tilbage, mens Kokseby Mølle og møllegård er særdeles velbevaret.

Sårbarhedsvurdering

Enkeltkarakterne er truet af udviskning af forskellene mellem bydelene, ligesom det er væsentligt at bevare udsigten til landskabet, der pointerer overgangene mellem bydelene: markstykket nord for mejeriet på østsiden af Fanefjordvej, som danner overgang til Askeby, markarealet ved gadekæret syd for saftstationen, som adskiller Damme mod Vollerup.

Villaerne, som samler kulturmiljøets delelementer, er sårbare over for at miste deres karakter ved for hårdhændet istandsættelse med bygningselementer, som ikke respekterer husenes oprindelige detaljering og status i landsbysammenhængen. Fine huses rige detaljering bliver forarmet, mens mere ydmyge huses enkelthed bliver forfinet med fx glaserede tagsten.

Bebyggelsen på Fanefjordgade er truet af funktionstømning af offentlige servicefunktioner som skoler, m.v. Askeby er desuden sårbar overfor ændret brug af landbrugenes/fritidslandbrugenes jorder.

Gårde og nedlagte butikker er robuste overfor nye detailhandels- og turistfunktioner.

Afgrænsning

Kulturmiljøet afgrænses af hovedvejen og omfatter bebyggelsen langs Fanefjordgade, inkl. den nære bebyggelse, fx Bakkehøjgård, Fanefjord Kirkevej med Kokseby Mølle, Hjørnet, Saftstationen, Klemmen og med en korridor ud til Fanefjord Kirke.

Landskabstype:

Ager, bakkeland og overdrev

Tid:

Perioden ca. 1880 - i dag: Landbrug, industrialisering og videnssamfund

Tema:

Bosætning, industri/håndværk

Emne:

Landevejs- og oplandsbyer

Kontekst

Elmelunde/Hjertebjerg, Bogø By, Borre.

Udvælgelseskriterier

Unik Sjælden Repræsentativ
Egnsspecifik Fungerende Autentisk
Historisk kildeværdi Identitetsværdi Oplevelsesværdi
Fortælleværdi Diversitet Homogenitet
Sammenhæng med naturgrundlaget Udpeget i regionplan Kulturmiljø i Pilotprojekt Møn Nationalpark

Samlet vurdering:

Middel

Adresse

Lokalitet

Store Damme og Askeby

Ejerlav

Askeby By, Fanefjord (320551)

Kokseby By, Fanefjord (320555)

St. Damme By, Fanefjord (320558)

Vollerup By, Fanefjord (320561)

Kommune indtil 2006:

Møn (365)

Kommune efter 2007:

Vordingborg (390)

Registrator

Erica Heyckendorff

Registreringsdato

7. november 2006

 

SøgLitteraturLinksKontakt
1. Saftstationen. 2. Damme Kro. 3. Fra kroen er der udsigt til Kokseby Mølle. 4. Teaterbygningen Fanefjord. 5. Fanefjordgade ved det lukkede mejeri overfor brugsen. 6. Askeby har landsbypræg og enkelt stuehuse til gårde ligger ud til landsbygaden. De øvrige ligger tilbagetrukket, i randen af landsbyen. 7. Askeby Mølle. Kun undermøllen er bevaret.