Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasKulturmiljødatabasenKortlægning af kulturmiljøer1. Stege inden for volden2. Det græske kvarter3. Stege Sukkerfabrik4. Halvøen Ulvshale5. Sommerhuse på Ulvshale6. Nyord7. Nordfelt gods8. Borre Sømose og Borre9. Liselund Park10. Møns Klint som udflugtsmål NaturLandskabKulturhistorieArkitektur11. Busene Have12. Møn Fyr13. Klintholm Havn14. Klintholm gods15. Mandemarke ejerlav16. Elmelunde17. Rødkilde Højskole18. Marienborg gods 19. Damsholte Kirke 20. Fanefjord Skov21. Fanefjord, Grønsalen og kirken22. Flintindustrianlægget Daneflint23. Byområdet Damme/Askeby24. Bogø Hovedgade25. Lindholm ForsøgsstationBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

Kulturhistoriske hovedtræk

Fænomenet "Den Årlige Udflugt til Møns Klint" bredte sig fra begyndelsen af 1800-tallet.

Opdagelsen af dette turistmål skyldtes både oplysningstidens forskningsiver og naturromantikkens sværmerier. I løbet af 1800-tallet blev Møns Klint et af guldaldermalernes mest yndede motiver.

Med turismens demokratisering gennem 1900-tallet kom også folket på udflugt til Møns Klint - og fra 1960´erne var privatbilismen i udpræget grad medvirkende til udbredelsen af turismen ved klinten.

Fra 1700-tallets slutning begyndte oplysningstidens forskere at interessere sig for klintens karakter, eksempelvis magister J.A. Dyssel, der i 1756 skrev artiklen "Tilforladelig efterretning om det Navnkundige Forbierg Møens Klint".

Skriveriet gjorde Klinten kendt i elitære kredse, og mens borgerskab og kunstnere i begyndelsen af 1800-tallet gjorde rejser til det store europæiske udland, blev Møns Klint den hjemlige eksponent for naturdramatik. Klinten blev et yndet motiv for danske guldaldermalere.

I kunstnernes fodspor kom borgerskabet fra København og Hamborg sejlende med dampskib. De så Klinten fra søsiden og indlogerede sig på Hotel Store Klint. Foreninger fra Lolland-Falster og Sydsjælland tog med færgen på endagsudflugter fra tidlig morgen til sen aften. Undervejs på udflugten var der stop langs kysten for at drikke kaffe, f.eks. på Søvang på Bogø.

Efter 1.verdenskrig skiftede transportmidlet til bil og rutebil. Langs klinten og i området syd for klinten opstod pensionater, som husede ferierende gæster. Pensionaterne var indrettet i store bygninger med haver i tidstypisk stil for 1930´erne. Husene blev senere brugt som feriekolonier, bortset fra enkelte som Hunosøgård og Klintholm Søbad.

I en periode efter anden verdenskrig, hvor feriemønstret ændrede sig til fordel for charterturisme til udlandet, svandt klintens popularitet som feriemål. Men i løbet af 1960´erne blev Møns Klint gjort til et folkeligt udflugtsmål af klintens indehaver, godsejer C.C. Scavenius. Møns Klint blev anlagt som turistcenter med cafeteria, udstillinger, dyrehold og legeplads. Det gamle Hotel Store Klint og pensionen, Hunosøgård, blev moderniseret. Camping Møns Klint fik tre stjerner, og Klinteskoven blev udstyret med afmærkede stier og ridestier. I Jydelejet blev der anlagt slalombakke, løjper og skilift. Hermed blev der skabt rige muligheder for at tiltrække en meget bred målgruppe.

Frem til 2005 har besøgende ved Møns Klint kunnet forfriske og forlyste sig på Store Klint, inden de har forladt stedet via den krogede og stejle grusvej, der fører ud ad Klinteskoven. De røde bomhuse af træ, hvor Scavenius opkrævede bompenge, markerer begyndelsen og slutningen på Klintekongens rige. Bomhusene står stadig som markante symboler på udflugt til Møns Klint i godsejer C.C. Scavenius´s tid.

I 1973 begyndte forhandlingerne med staten om salget - og dermed fredningen af Møns Klint. Der var mange komplikationer desangående, men i 1992 havde staten købt og fredet hele klinten samt Jydelejet, Høvblege og Mandemarke Bakker.

Jydelejet og Høvblege fik den mest restriktive fredning, hvilket bl.a. indebærer forbud mod gødskning og sprøjtning. Områderne fremstår som kulturlandskaber i form af overdrev, som vi kender dem fra guldalderens skildringer. Overdrevene fremkommer ved driftsformen, som først og fremmest består af græssende kvæghold.

Navnet "Jydelejet" beror, ifølge geologen Hintze, på en skrivefejl. Det egentlige navn er Glidelejet. Efterleddet, -lejet, fortæller, at der er tale om et fiskerleje, og at navnet egentlig mere er relateret til kysten, end til overdrevet. De jævne dele af Jydelejet har gennem tiden været opdyrket og brugt som fælles græsningsareal. På Møn har overdrevene spillet en særlig rolle, idet sædskiftet ikke tillod græsning i brakmarken efter midsommer. Jydelejet repræsenterer således et kulturlandskab fra tiden før udskiftningen.

Jydelejet har i de senere årtier fungeret som udflugtsmål -både for naturoplevelsens skyld og for kulturelle tiltag, fx i forbindelse med Sankt Hans.

Bygningshistorie

Klintepavillonen blev opført i 1895, som afløser for et ruf, dvs. et overdækket traktørsted. Pavillonen blev udbygget to gange omkring 1930, hvor den åbne veranda blev lukket med glasvinduer. I 1970 blev pavillonen udstyret med et moderne selvbetjeningscafeteria, som byggedes udenom den gamle pavillon. Derved bevaredes pavillonens indre med spisesal og vægmalerier af Møns Klint. Pavillonen var en integreret del af det leben, der udspillede sig omkring fænomenet "Udflugt til Møns Klint".

I 2005 blev Klintepavillonen nedrevet, og i 2006 opføres et moderne formidlingscenter ved siden af Hotel Store Klint. Centret åbnes i 2007.

I 1910 opførtes nuværende Hotel Store Klint, men allerede fra år 1900 har der på dette sted ligget et hotel med navnet, Store Klint. Hotellet, der kun har været beboet i sommerhalvåret, fungerede som sådan frem til 2002.

Hotellet bevares og vil i det kommende formidlingscenter huse blandt andet skoletjenesten.

Hunosøgård var avlsgård under Klintholm og blev om sommeren også benyttet til pensionat. I løbet af sommeren 1913 brændte gården. Af en avisreportage fra Møns Folkeblad fremgår det, at der på avlsgården var indlogeret københavnske gæster, som dog alle undslap ilden. Gården brændte ned til grunden, og så stod værterne med det problem, at der manglede værelser til de gæster, der havde booket sig ind. Artiklen forudser, at Hotel Hunosøgård nu endelig ville få en tiltrængt udvidelse - hvilket blev til den toetagers bygning i rød tegl, der i dag udgør vandrerhjemmet.

Fra omkring 1900 har der vest for bygningskomplekset været opstillet en traktørpavillon nede ved søen for sommergæster. Pavillonen bliver senere flyttet væk fra søen op til gården. Den gamle pavillon befinder sig nu nordøst for bygningskomplekset i en rødmalet træbygning. Der har været afholdt fester i pavillonens festsal, bl.a. skoleafslutninger for Magleby Realskole. Den rødmalede træbygning huser i dag ridepension.

Hunosøgård er formodentlig opkaldt efter voldstedet Huneborgen, undersøgt af Nationalmuseet i 1911.

Ved undersøgelsen fandtes rester af en middelalderlig bindingsværksbygning.

Arkæologi

Klinteskoven øst for Klintholm huser en af landets højeste koncentrationer af mindre, fredede gravhøje fra oldtiden. Højene er ikke daterede, da de ikke er udgravede, men form og størrelse gør det sandsynligt, at de stammer fra Yngre Bronzealder, og at de rummer urnegrave. Omkring 100 høje findes i denne del af skoven. Udover Bronzealderhøjene findes der også en langhøj fra Bondestenalderen, helleristninger fra Bronzealderen samt nogle bautasten, sandsynligvis fra Jernalderen. På Timmesøbjerg findes et voldanlæg, der kan være et forsvarsværk fra Yngre Jernalder, og i Klinteskoven er der også spor efter højryggede agre fra Middelalderen.

 

SøgLitteraturLinksKontakt
Udflugt til Møns Klint omkring 1920. Dengang var det muligt at gå ud til Sommerspiret og lade sig fotografere med det som baggrund. Anløbsbro ved Store Klint omkring 1894. Udflugtsgæster, der ankom fra søsiden til Klinten, blev landsat ved denne bro. Ruf ved Klinten. Interiørbillede fra den nu nedrevne pavillon. Annonce for lysttur med dampskibet Ulf, Møens Avis 1.7.1876. Møns klint 1888