Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasForord og indledningNaturLandskabKulturarvVærdifulde kulturmiljøerBygningskultur og arkitekturArkitektur og byggeskikBevaring og udvikling i Møn KommuneSignaturforklaringKolofonKulturmiljødatabasenBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

Bygningskultur og arkitektur

Arkitektoniske kvaliteter

De bebyggede strukturer er byarkitektoniske forhold, som ikke hæfter sig ved den enkelte bygning, men ved det mønster, som fx husrækken, kirken eller torvet danner med hinanden. Denne måde at anskue bebyggelsen på opdeles i tre kategorier og kan sammenlignes med et kameras zoom:

De dominerende bygninger og træk er fx kirker, siloer, volden i Stege, nettet af hovedvejsbyer henover øen - de store helheder.

Bebyggelsesmønstrene er de særligt karakterfulde mønstre i bebyggelsen, fx de lange, smalle matrikler i Stege, eller landsbyer med gårde omkring et åbent rum, forten, som fx Mandemarke.

De vigtige elementer i bebyggelsen er "luppen": et torv, en gade, en husrække, en akse, osv.

I det følgende tages udgangspunkt i disse kategorier, og her beskrives i kort og tekst et udpluk af det, der bør fremhæves i både by og på land i Møn Kommune.

Infrastrukturen

Dronning Alexandrines bro er en klassisk buebro med buer både over og under vejbanen. Broen blev indviet i 1943.

Det overordnede vejnet udgør et dominerende træk, som samler hele kommunen. Hovedvejene har forbindelse til motorvejen via Bogø og Farø, og broerne ses tydeligt i den vestligste del af kommunen. Dronning Alexandrines bro, der forbinder Møn til Sjælland, dukker tilsvarende op i horisonten, når man færdes på Vestmøn og Nyord. Den øst-vestgående tværforbindelse, hovedvejen fra Farø til Klinten, er den primære vejforbindelse i kommunen. En hovedfærdselsåre, der opdeler øen i "nord for" og "syd for".

Byen set fra vandet

Fra sydsiden af Noret stikker kirketårn, skorstene og siloer op af Steges bebyggelse og danner fixpunkter for blikket. Vandspejlet udgør en smuk forgrund for byen, som domineres af røde tegltage i farvekontrast til voldens frodige beplantning.

Vandet er det store, dominerende træk, som former Stege. Stege Bugt har karakter af et større farvand, mens Noret i højere grad opleves som en stor sø, hvor man ubesværet kan se over til den anden side. Samme forhold gør sig gældende, når man fra Noret ser den anden vej, med flot udsyn til byens "skyline".

Storebro deler havnen i to ret forskellige afsnit: i syd en praktisk betonet side med rutebilholdeplads, supermarked og - som eneste havnerelaterede virksomhed - det lille værft. I nord en rekreativ side: først en pladsdannelse med parkering og promenade. Dernæst nogle grønne arealer på opfyld med lystbådehavnen liggende udenpå som en knopskydning, meget synlig i havneindløbet. Herefter genoptages promenaden, og den oprindelige kystlinje genfindes med cabarethotel og hospital på landsiden overfor.

Fra Storebro ser man Storegades udmunding, hvor husene står med pynteligt hvidmalede gesimser og bånd. På Lendemarke-siden ligger træhytter til fiskere og sejlere, men havnekarakteren brydes af de kasseformede supermarkeder bagved i alt for stor og unuanceret skala. Som altdominerende baggrund står Sukkerfabrikkens vældige bygninger, siloer og skorstene.

Stege og kirken

De bebyggede strukturer i Steges middelalderlige bykerne 1:8.000
 
1 Storegade drejer let nordover, op mod Torvet, og husfacaderne afrunder gadebilledet.
 
2 Den statelige, tidligere bankbygning, ved siden af politigården i det gamle rådhus fra 1854.
 
3 Volden var den fysiske afgrænsning af Stege købstad. Adgang til byen gik gennem de tre byporte, hvoraf Mølleporten står endnu.
 
Stege 1:16.000. Diagrammet over Steges byudvikling viser den første bydannelse omkring Stegeborg og kirken fra 1200tallet. I 1400tallet kommer volden til i den ydre omkreds af byen, og byen holder sig inden for den til helt op omkring århundredeskiftet.

Ved ankomsten til Stege ligger kirken massiv og stor over byen. I sit udtryk er den enkel med præcise former og striber af kridtsten, og enkelheden sammen med størrelsen giver oplevelsen af, at den er skabt i en større skala end de omkringliggende, pyntelige købstadshuse. Flere steder danner kirken fixpunkt for kigget: ved Store Kirkestræde, Langgade og Torvet. Kirken er en udpræget bykirke, pakket ind i tæt bebyggelse, næsten hele vejen rundt.

Storegade

Storegade er rygraden i bykernens gadenet. Egentlig blot en gade, der udvider sig, når der er behov: ved broen som en tragt, der suger folk op i gaden - ved Torvet, hvor der skulle være plads til lidt mere, som en trekantform - og til sidst ved Gåsetorvet, hvor der skiftes retning, snører gaden sig sammen og går forbi Empiregårdens smukke bygning mod Mølleporten. Torvet er et vigtigt element på vejen. Pavillonen i glas spejler Torvets fine huse: den lange, gule Kammerrådgård med portal og den hvide, statelige bankbygning, politigården i det gamle rådhus og overfor, apoteket. Fra hovedgaden er der hyppigt kig ind i baggårde - og igennem, til Noret. Vandet bliver igen nærværende, og byen bliver luftig.

Gader, stræder og matrikler

Bykernens gadenet består af næsten sammenhængende facaderækker. Til gengæld er hver enkelt facade kort, fordi bebyggelsesmønstret er opbygget af lange, smalle matrikler, der rækker ned mod kysten. Nørresti, som i dag deler de lange matrikler, blev først anlagt i 1843, fordi kystlinjen havde flyttet sig på grund af bl.a. opfyld. Egentligt et brud med den middelalderlige grundstruktur, men tilpasset tidens behov. Disse stræder og stier er spændende smutveje på tværs af de store gader. Husrækkerne mister deres faste greb om gaden midtvejs på Langgade, Rådhusgade og Møllebrøndstræde. Bebyggel-sen skifter til fritliggende villaer, sygehus, m.v. Denne "løsagtighed" holdes til gengæld på plads af volden - især i Møllebrøndstræde, hvor volden på størstedelen af gaden kun levner plads til huse på den ene side.

De nyere kvarterer

Velhaverkvarterer opstod indenfor volden fra 1880'erne ved anlæggelsen af vejene Hagesvej og Sofievej mellem Langgade og Rådhusgade. I begyndelsen af 1900-tallet blev byen udvidet med "Storegades forlængelse" øst for volden, på vejen mod Klinten. Her opførte bygmestre villaer til direktører og håndværksmestre - og til sig selv. De flotte huse og den fuldvoksne beplantning giver området et fornemt indtryk. Når man nu var ude over volden, blev der fortsat. Fra Langgade skuer man henover det grønne voldareal og har frit udsyn til villakvartererne fra det 20. århundredes begyndelse. Bebyggelsesmønstrene er regelmæssige og planlagte. Her er det ikke en kirke, men fjernvarmeværkets skorsten, der danner dominerende fixpunkt. Ud til volden er det Falcks bygning med original skiltning, som tiltrækker sig opmærksomhed.

Langelinie blev anlagt i 1930'erne - som navnet antyder, parallelt med kysten. Her byggede man tidstypiske modernistiske villaer og bungalows - og i 1940'erne enkelte etageejendomme. Langs Stege Bugt blev der i 1970'erne opført en blanding af parcelhuse og villaer, heriblandt villakvarteret Søvænget. 1980'erne blev kvarteret ved Engvej, ned mod Noret, udbygget med arkitekttegnede huse og typehusvillaer. Her var indtil da kun sparsom bebyggelse bestående af enkelte gamle fiskerhuse.

Lendemarke

De små villaer i kvartererne omkring Sukkerfabrikken har typisk frontkvist mod gaden som her på Enighedsvej.

Bebyggelsesmønstret i Lendemarke er sammensat: regelrette gader med husrækker veksler med mere selvgroede kvarterer. Dermed afspejles Lendemarkes udvikling fra 1880'erne fra at være en landsby med seks gårde, smedje og mølle samt nogle huse langs hovedgaden til udvidelser med boligområder for ansatte på Sukkerfabrikken. Særligt Nygade og Fabriksgade skal fremhæves med dobbelthuse i fast bebyggelsesmønster - og Nygade med Sukkerfabrikken som et vældigt fixpunkt for kigget op ad gaden. Sukkerfabrikken er det altdominerende element i bydelen: et stort massiv af høje rødstensbygninger og grå, runde siloer, der ydermere har givet byen dens grønne område: jordbassinerne, der afrunder Lendemarke i nord. Hovedgaden er en kort husrække i en etage med tage i længderetningen. Her er ingen høje træer, men nogle butikker - de fleste dog lukkede - og dette giver en vis grad af (lands-) bymæssighed.

Arkitektoniske kvaliteter på landet

De dominerende bygninger i landsbyerne er ofte huse med funktioner, der knytter sig til landsbyfællesskabet. Nogle af præstegårdene og forsamlingshusene har således ganske fremtrædende beliggenhed, fx præstegården i Magleby og forsamlingshusene i Hjertebjerg og Borre. Men frem for alt dominerer kirkerne i landsbyerne. To kirker har endvidere en særlig beliggenhed i landskabet og dukker op igen og igen: Elmelunde kirke og Fanefjord kirke. Begge kirker har topografien med sig: de ligger højt og er samtidig hvide, så de lyser godt op. De har været brugt til landkending af søens folk - også Elmelunde, midt inde på øen!

Virksomhederne - kroer, mejerier og andre produktionsbygninger - danner andre arkitektoniske holdepunkter i landområdet. Fx det tidligere mejeri, Rødeled, ved Udby, som runder byen af. Og ikke mindst siloerne, fx i Holme ved Borre, som udgør et lokalt landemærke sammen med kirken i det flade sømoselandskab. På samme vis ligger møllerne markant i eller udenfor landsbyerne, som fx Kokseby mølle, syd for Damme. De gamle møller står enkeltvis i modsætning til nutidens vindmøller, der står høje og mægtige, og oftest i grupper.

Nogle store gårde markerer sig, når man færdes på øen - enten pga. terræn, størrelse eller måske deres arkitektoniske pondus, som fx ved Landsled. Også herregårdene manifesterer sig i landskabet, men ikke nødvendigvis i kraft af selve bygningerne. Lange alléer leder måske opmærksomheden mod målet, som det er tilfældet med Klintholm og Nordfelt. Også fyrene stikker op - men primært er de vendt mod havet. Fyret på Bogø er mere en kasse end et tårn, men de kække signalfarver, rød og hvid, fanger blikket, ved ankomsten til øen. Møn Fyr er, set fra land, ikke særlig markant, men fra søsiden stikker fyrtårnet godt op over fyrmesterboligen. Overordnet set er det vigtigt - både i fysisk og kulturhistorisk forstand, at de markante bygninger friholdes og kan ses i landskabet.

Hovedvejsbyerne

Magleby 1:8.000. De grå højdekurver viser, hvorledes terrænet stiger op gennem gaden mod Høje Møn i øst.
 
1 I Magleby danner det brede tårn fixpunkt for vejen. Oprindeligt var tårnet to tvillingetårne, som siden er blevet sammenmuret. Gården ligger højt, med sokkel under stakitterne ud mod gaden.

Hovedvejen er det dominerende træk, der binder øen sammen. Mange af de store landsbyer ligger ved hovedvejen, fx Damsholte og Borre. De fleste er også kirkebyer, hvilket vidner om, at i hvert fald dele af denne rute henover Møn er meget gammel. I Magleby er by og hovedvej i nogenlunde balance. Gårde og huse ligger højt, med haverne kantet af stakitter på høje sokler langs gaden. Midtvejs åbnes landsbygaden op, og rummet byder på kig til præstegård og kirke. I Keldby ligger de lave husrækker helt ud til vejen på den første del og holder farten nede. Også her gaderummet op midtvejs med et grønt areal og parkering under præstegårdshavens høje træer. Andre landsbyer er mere uheldigt påvirket af den gennemkørende hovedvej, fx Elmelunde. Her skæres den gamle landsbykerne i nord helt fra den øvrige bydannelse i syd. Langs Kirkebakken, som var den gamle vej til Klinten, står husrækken nu noget alene - bilerne kører ad den nye vej.

I Askeby/Damme går hovedvejen ikke længere igennem, men udenom. Det kan være en af årsagerne til det henslumrede forretningsliv, der ikke længere nyder godt af de forbipasserende som i oplandsbyen storhedsdage i 1900-tallets første halvdel og midte. Byområdet er egentlig to landsbyer samlet af et fælles hovedstrøg, med en mølle i hver ende og det nedlagte mejeri midtvejs.

Landsbyer langs de større landeveje

I Svensmarke danner husene en fast række, langs vandet. Flere steder giver smalle slipper mellem husene, porte og haver kig til Noret.
 
Kig nedad landsbygaden i Koster med de tilbagetrukne gårde i højre side af billedet.

En kæde af mindre landsbyer ligger langs den gamle landevej på det smalle stykke mellem Stege Nor og Hjelm Bugt: Bissinge, Tøvelde med flere. Bebyggelserne ligger med forskellig afstand til Noret, og terrænet er ganske levende og forskelligartet. Svensmarke er den by på strækningen, der nyder mest fordel af den nære beliggenhed til vandet. Korte ophold i rækken af bindingsværkshuse sikrer hyppige kig til vandet og et gadebillede med styrke og samling. Den østlige del af Søndre Landevej går gennem de små landsbyer Råbymagle og Busene. Råbymagle er blot en samling gårde langs landsbygaden, og et par stykker af dem er af typen med de for Møn så karakteristiske, lange stuehuse. Midt i byen ligger smedjen. Busene er præget af det kuperede landskab, som de små landsbyhuse og gårde føjer sig ind i.

Vestmøn gemmer på et nord-sydgående vejforløb, som udgår fra Vollerup, hvor landsbygaden slynger sig omkring den frodige præstegårdshave og går videre gennem en flot trærække mod Kokseby/Damme. Her danner et Y-kryds plads, og bygningen Hjørnet runder det lille byrum af. Vejen stiger, og der er kig til mølle og kro. Hovedvejen krydses, og turen går ned over det mosefyldte terræn med husmandssteder - store gårde er her få af - og gennem Tostenæs med savværket midtvejs i gaden.

Man fortsætter gennem det kuperede landskab med drænede søer og Klekkende Høj, videre til Sprove/Røddinge, som ligger højt over Kostervig. Vejen går langs et højt dige, der holder vandet væk fra Kostervigs lave, drænede marker. Turen slutter i Koster, hvor de store gårde ligger efter et regelmæssigt mønster, tæt og på linje, tilbagetrukket i forhold til landsbygaden. Kigget ned ad gaden afsluttes af en vinkelbygget gård med en frontkvist i tagets skæring. Men da er hovedlandevejen passeret.

Landsbyer nord for Klintevej

Udby 1:8.000

Spejlsby, Pollerup, Stubberup og Ullemarke ligger i området mellem Klintevejen og nordkysten, og de udgør alle mindre samlinger af huse og gårde omkring landsbygaden. Forledet Spejls- stammer fra ordet "spedalsk" efter det sygekloster, der engang lå der. I dag er det en samling store gårde under høje træer, som udgør den lille bebyggelse. Udby er til gengæld en stor landsby i området - nærmest delt i to: en yngre del i syd og en ældre i nord. I nord ligger flere velbevarede huse og gårde bag flotte vejtræer langs landsbygaden. Byen har to gadekær, og midtvejs ligger købmand og dansested - og lidt udenfor et nedlagt mejeri, Rødeled.

Fortelandsbyer

Sømarke 1:8.000. De grå højdekurver viser, hvordan landsbyen nærmest er puttet ind i terrænet.
 
1 I Sømarke ligger smedje og gadekær i den åbne landsbymidte, der indrammes af bindingsværkshuse og gårde.

Nogle landsbyer kendetegnes af rum midt i landsbyen, kaldet forten (fælleden). Gode eksempler på fortelandsbyer er særligt Sømarke og Mandemarke, samt Store Lind. De ligger alle som en sluttet samling af huse og gårde omkring et åbent markstykke, forten. Ikke helt så tydeligt fremstår Hårbølle, der har et samlingspunkt ved butikken i vejgaflen i vest, under et stort træ. Dette sted er højre "ben" i det trekantede vejforløb, som landsbygaden danner. I trekantens midte ligger et areal, forten, og på denne fællesjord lå fattiggården, der ligeledes var et fælles samfundsanliggende. Også i Ålebæk findes en mindre pladsdannelse i en vejgaffel, med træer på "øen" i midten, mellem de to veje og et smukt stuehus som baggrund. Her er også fine kig ud af byen til kirke, kornsilo og mejeri i Borre og Holme.

Udstykninger i det åbne land

Nyvang er en udstykning med statshusmandsbrug fra 1920'erne.

Øst for Stege ligger en samling hvide, mindre gårde, Nyvang, der består af statshusmandsbrug fra 1920'erne. De ensartede ejendomme blev udlagt på provstegårdsjorden udenfor byen, og hvert brug bestod af et mindre stuehus og længer, bygget efter foreningen Bedre Byggeskiks anvisninger. Til ejendommen hørte et jordtilliggende på ca. 8 ha. - nok til en familie. Stuehuset og udlængerne omkring gårdrummet på Provstegårdsvej 4 står næsten som ved opførelsen, mens mange af de øvrige steder er meget ombyggede. Øst for Klintholm Havn, parallelt med kysten, markerer vejen sig flot med træer, der står som lodrette markeringer i det åbne landskab. Vejføringen er med til at tydeliggøre mønstret af blokudskiftede gårde fra Mandemarke. Gårdene er oftest firlængede og ganske velbevarede. De gamle ejerlavsrelationer mellem landsby, jorder, enge og græsningshaver afsløres i dag i betegnelserne, selv om lokaliteterne kan ligge fjernt fra hinanden: Vollerup med Vollerup Græsgange ved fjorden, Store Damme og Lille Damme med Dammehave ved kysten, Askeby med Askeby Sø nordfor og Hårbølle med Hårbølle Hestehave ved Hårbøllebro ved sydvestkysten. Også terrænet afspejles i navnene, fx Hjelm, der ligger på en lille bakke i landskabet, jf. hatbakke.

Kystbyer

Hårbølle Havn er en mindre havn, men har både skibsprovianthandel, røde fiskerhytter og fiskekuttere.

Sommerhusområdet ved Hårbølle Havn viser udviklingen for en kystnær strækning med en lille havn og industri. Kysten er gradvist bebygget med sommerhuse og tilføjet en lystbådehavn. Flere generationers brug af kysten afspejles i bygningsmassen.

Længere mod øst ligger Råbylille Strand med enkelte landarbejderhuse og gårde mellem de mange sommerhuse. Klintholm Havn er Møns største havneby, og havnekarakteren er bevaret. Pakhuset rejser sig mellem havnegadens lavere facader med blandt andet toldbod og brugs. Overfor ligger auktionshal langs kajen, og små fiskerhuse danner en "landsby" ved siden af. Dette havnemiljø er attraktionen, selvom stedet også er udbygget med en kaj med turisthotel og lystbådehavn - de to verdener er dog nogenlunde holdt hver for sig.

Øerne

Bogø 1:16.000
 
Hulehøj og Bogø skovpavillon danner makkerpar på hver side af skovvejen. Østerskov er ligesom Fanefjord Skov fælleseje opdelt i anparter siden krongodssalget i 1769, hvor sognets bønder købte skoven af kongen.

På øerne Nyord og Bogø ligger byerne med samme navn. Begge byer udgør rumligt set veldefinerede bebyggelser. Nyord By er en sluttet, uudflyttet landsby med klare grænser udadtil og samlingspunkt ved havnen, som landsbyens gader søger ned mod. Jorder, by og havn udgør en velbevaret helhed.

Bogø udgør en langstrakt bebyggelse langs landsbygaden med oplandsbyens faciliteter som bank, brugs, kro, osv. Langs Bogøs kyst ligger et tidligere badehotel, en feriekoloni og inde i Østerskov en velbevaret skovpavillon overfor gravhøjen Hulehøj. Nordøst for dæmningen, i den fredfyldte Stillingebæks Bugt, ligger Skåningebro - en mindre havn med mole i den smukke vig. Forbindelsen mod Møn betones allerede på Bogø: Som optakt til dæmningen kantes vejen af allétræer.

Farø har ingen landsby, men er en samling gårde lagt på øens højeste, tørre sted. Øen er i dag ganske domineret af broen.

SøgLitteraturLinksKontakt