Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasForord og indledningNaturLandskabKulturarvVærdifulde kulturmiljøerBygningskultur og arkitekturArkitektur og byggeskikBevaring og udvikling i Møn KommuneSignaturforklaringKolofonKulturmiljødatabasenBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

Kulturarv

Oldtid og vikingetid

Oldtiden i Danmark dækker perioden fra de første rensdyrjægere kommer herop for 14.500 år siden, til vikingetiden slutter omkring 1060. Et særligt kendetegn for kommunen er de mange gravhøje: ud af små 1500 registrerede fortidsminder er de 800 gravhøje. Hovedparten er dog overpløjede, så man ikke kan se dem i landskabet i dag, men i fx Klinteskoven kan man få et indblik i, hvor talrige de engang har været. Her er omkring 150 små gravhøje bevaret fra yngre bronzealder (1000-500 f. Kr.). Ellers er bebyggelsesbilledet præget af vandets nærhed. Fra ældre stenalder (9000-3900 f. Kr.) finder man spor efter menneskenes gøren og laden ved de tidligere kyststrækninger, bl.a. steder der i dag er inddæmmede, fx Borre Sømose.

I yngre stenalder begravede man de døde i dysser og jættestuer. Særligt omkring Marienborg og Røddinge er opført mange af disse storstensgrave, hvilket tyder på, at der her har været stenalderbygder. Karakteristisk for Møn er de sålformede jættestuekamre, dvs. at selve kamret snævrer sig ind på midten, og et eksempel er den flot restaurerede jættestue, Klekkendehøj. Der er fundet huse fra denne periode ved kysten nord for Stege.

Fundene fra bronzealder (1800-500 f. Kr.), jernalder (500 f. Kr.-800 e. Kr.) og vikingetid (800-1060 e. Kr.) er hovedsageligt løsfund. Siden 1990'erne er der blevet udgravet en del huse fra bronze- og jernalder i Møn Kommune, hvilket viser at øerne har været rigt bebygget.

Fra vikingetiden kendes adskillige rige offernedlæggelser, bl.a. Mandemarke-skatten fra Busene Have. Stednavne med fx -by, -inge og -rød stammer fra vikingetiden og vidner om bebyggelse i denne periode, bl.a. Keldby og Røddinge; uden at det dog er bekræftet arkæologisk.

Middelalder til 1660

Bymuren står omkring byen med den bevarede Mølleport som tårnet med spidset tag, nr. 2 fra højre. Byen vises dog ikke helt autentisk, fx er Storegades forløb og kirkepladsen ikke korrekte gengivelser, men byens hovedstruktur genkendes, fx sidegaderne Langgade og Rådhusgade. Resens kort over Stege, 1676.

På grund af sildefiskeriet i Øresund var middelalderen en rig periode for Møn og omliggende øer. Sildene blev afsat på store sildemarkeder i Skåne, og i 1268 fik Stege sine købstadsprivilegier. Fra Skanör kendes således en optegnelse fra 1494, der viser, at 149 ud af 434 danske sildeboder var ejet af mønboer. I løbet af 1500-tallet gik det dog nedad for sildefiskeriet, og man mistede grundlaget for sin indtjening.

Skt. Hans kirke, opførtes omkring år 1200, og omtrent samtidigt blev borgen, Stegeborg, opført ved indsejlingen til Stege Nor. Borgen kom til at spille en vigtig rolle for forholdet til Hansestæderne gennem hele middelalderen. Stegeborg blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534 og endeligt nedrevet i slutningen af 1700-tallet. Steges voldgrav og bymur, hvoraf Mølleporten stadig findes, er anlagt i 1400-tallet. At forholdet til landene mod syd ikke altid var det bedste, vidner også ti mindre borganlæg langs kysten om.

Møns anden middelalderlige købstad er Borre, der nævnes første gang i 1370. I 1648 mister byen dog sine købstadsprivilegier, da sildefiskeriet ikke længere spiller en økonomisk rolle for Møn.

Der er bevaret syv middelalderlige kirker i Møn Kommune: Elmelunde, Bogø, Stege, Keldby, Borre, Magleby og Fanefjord. De fleste landsbyer menes også at have deres rod i middelalderen, og i flere tilfælde kan middelalderstrukturen ses i dag - yderst velbevaret på Nyord, men også i Mandemarke og Elmelunde.

Den følgende periode, frem til 1660, er ikke videre belyst, men er kendetegnet af tilbagegang og stilstand på grund af sildens forsvinden. Befolkningen ernærede sig hovedsageligt ved håndværk, handel, fiskeri og landbrug. Bønderne langs kysterne supplerede desuden landbruget med fiskeri.

1660 - 1790. Nedgang og forarmelse

På dette tidspunkt deler skoven næsten Vestmøn i to dele. På Østmøn ses tydeligt rækken af landsbyer langs vejen til Klinten. Videnskabernes Selskabs Kort fra omkring 1770.

Møn, Bogø, Farø og Nyord var krongods, dvs. ejet af kronen, og landbefolkningen var dermed kongens fæstebønder. 1600-tallet blev præget af svenskekrige og lokalt misregimente, og i 1664 blev Møn pantsat til en hollandsk handelsmand, der forarmede alt. Christian d. 5. indløste pantet i 1685, men indkvarterede samtidig Den Kongelige Hestgarde hos de mønske bønder. Hestene afgræssede de såkaldte kobler, som stadig kan genfindes i stednavnene især på Vestmøn, fx Tostenæs Kobbel og Askeby Kobbel. Chefen for Hestgarden, S.C. von Plessen, plagede øerne gennem 12 år, og som kompensation efter hans aftræden fik Møn og Bogø tilkendt særlige privilegier i 1696/97. Skatter og afgifter blev sat ned, og en ny plan for Møn og Bogø blev sat i værk med oprettelsen af navigationsskoler til bemanding af krigs- og handelsflåden, som det beskrives i kulturmiljøet Bogø Hovedgade.

Igennem det meste af 1700-tallet stagnerede udviklingen, men på Nyord fandtes et driftigt erhverv: Bønder og husmænd var lodser for fremmede skibe i det lumske farvand omkring Nyord. Nyordboerne fik eneret og pligt til at lodse skibe gennem Ulvshaleløbet, og det var både indbringende og risikabelt, idet lodserne hæftede personligt for skib og last. I Nyord by blev 1700-tallets landsbystruktur med gårdene samlet i byen fastholdt og kan i dag opleves som noget særegent. Måske på grund af beliggenheden på en ø og jordens bonitet, men måske netop også på grund af lodseriet: man skulle være nær kystudkigget, så man kunne varsles om skibe, der skulle lodses igennem. Dette beskrives i kulturmiljøet Nyord.

I 1769 satte kongen sit mønske krongods til salg, og det blev inddelt i fem godser - Marienborg, Fanefjord, de søndre byer, Nordfelt og Klintholm - samt strøgods. Det lykkedes for bønderne i Fanefjord, de søndre byer og på Bogø, Nyord og Farø at opkøbe jorderne. I Fanefjord sogn delte de nye selvejerbønder skovene op i anparter, som det er beskrevet i kulturmiljøet Fanefjord Skov.

1790 - 1880. Opblomstring

I slutningen af 1700-tallet begyndte handelslivet at blomstre. Der blev bygget store købmandsgårde i Stege, og Liselund blev anlagt ved Klinten. På søfartsøerne, Bogø og Nyord, satte skippernes rigdom sig også spor i byggeriet som omtalt i kulturmiljøet Bogø Hovedgade.

På landet blev dyrkningsfællesskabet ophævet omkring 1800, og fæste- og selvejerjord blev omlagt i stjerne- eller blokudskiftninger, som det beskrives i kulturmiljøet Mandemarke ejerlav. Fredskovloven af 1805 sikrede genopretning af skovene. Herregårdenes bygningsanlæg blev opført, og skov indgik også i herregårdenes drift med jagtremiser på de store godsmarker. Afvandede områder blev til eng og ager, som det beskrives i kulturmiljøet Borre Sømose.

Landskabet er fortsat formet af denne tid. Ud over skove og godsjorder, ses også de mange diger i landskabet, fx skovdigerne i Råby Oved Skov og Klinteskoven, samt hovedgårds-, udskiftnings- og ejerlavsdigerne, som vist på kortet side 10. En græsningshave fra samme tid beskrives i kulturmiljøet Busene Have, hvor også en skanse fra Englandskrigene i 1800-tallets første tiår indgår.

I 1860'erne tog den åndelige vækkelse fat. Rødkilde Højskole blev bygget, og Møns første forsamlingshus blev i 1878 opført i højskolehaven. Der blev opført andelsmejerier, og landbrugs-, industri og finanssektoren blomstrede. Befolkningstallet steg, og ind- og udvandring satte sit præg på samfundet. I 1880 udvandrede 149 af de 15.079 mønboer til den nye verden. Store gårde omlagde produktionen til sukkerroer. I 1878 blev Klintholm Havn anlagt som havn for Klintholm gods, og fiskeeksportører åbnede havnen for søgående fiskeri, som beskrevet i kulturmiljøet Klintholm Havn.

1880 - i dag. Landbrug og industri

Sukkerroedyrkningen satte sit præg på Møn og øerne i slutningen af 1800-tallet. Roedyrkningen lagde grunden til Stege Sukkerfabrik, som i 1884 blev opført i Lendemarke, tæt på transportveje til lands og til vands, som der fortælles om i kulturmiljøet Stege Sukkerfabrik. Det gav arbejde til funktionærer og arbejdere, som fik boliger ved sukkerfabrikken. På landet byggedes saftstationer, som var forbundet med fabrikken med rør som omtalt i kulturmiljøet Byområdet Damme/Askeby.

Den animalske landbrugsproduktion gik ligeledes frem. Nye gårdanlæg skød op i landskabet, ligesom industrianlæg og andelsmejerier til forarbejdning af landbrugsprodukterne. Den friske mælk blev forarbejdet i mejerier, og der blev produceret tørmælk i Lendemarke. Bygningsanlæggene blev opført i gedigne materialer og med stor rummelighed og kan derfor bruges i dag. Saftstationen i Damme bruges nu som café, og sukkerfabrikken er blevet erhvervspark, mens mejerierne i Landsled, Damsholte og Fanefjord er betonvarefabrik, pelsberederi og genbrugssalg af byggematerialer.

Industriproduktionen omfattede også flint, som der fortælles om i kulturmiljøet Flintindustrianlægget Daneflint. Snart satte også en videnbaseret produktion sine spor på Lindholm, hvor der blev fremstillet vaccine mod mund- og klovsyge, som gengivet i kulturmiljøet Lindholm Forsøgsstation. Smede- og maskinfabrikker kom til og betjente landmændene.

Møns Klint var omkring 1900 blevet et yndet udflugtsmål. Efterhånden som borgerskabet i Stege voksede skød nye villabebyggelser op uden for volden. Dette fortælles der om i kulturmiljøet, Det græske kvarter, og den øgede fritid i denne periode blev tilbragt i de nye sommerhuse på Ulvshale, som det beskrives i kulturmiljøet Sommerhuse på Ulvshale.

Det var et samfund i udvikling, og væksten i den finansielle sektor førte til oprettelse af penge-institutter og servicevirksomheder. Infrastrukturen tilpassede sig industrisamfundet, nu hvor der ofte blev længere til arbejde. Møn blev landfast med Sjælland i 1943 med Dronning Alexandrines Bro, mens trafikken fra 1960'erne blev ledt uden om landsbyerne ad omfartsveje. Mindsket behov for arbejdskraft ved landbruget betød færre folk på landet. Men andre kom til, og især Møn fik fra 1970 tilflytning af kollektivister, som bosatte sig i gårde på landet. Handlen var flyttet fra oplandsbyerne Borre og Damme/Askeby til Stege - som det berettes om i kulturmiljøet Byområdet Damme/Askeby. Tendensen til større enheder fortsatte med kommunesammenlægninger til Møn Kommune.

Luftfoto af Stege 18. juni 2005.

Omkring 1970 fandtes en række større og mindre industrivirksomheder. Enkelte har overlevet; der produceres stadig sand til sandpapir, og der bages stadig småkager i større målestok, ligesom produktion af eltavler finder sted i ombyggede mejeribygninger. Erhvervsudviklingen ændrede karakter, og iværksættere kom frem inden for IT og håndværk. De nye iværksættere renoverede samtidig ældre bygningsanlæg til beboelse og erhverv. Møn Kommune byggede nyt og gjorde sig fra 1990'erne bemærket med ny skole i Stege, nye plejehjem og nyt bibliotek. Tidligere skoler og alderdomshjem blev ombygget til boliger, og byfornyelsesprojekter på landet blev sat i gang i slutningen af 1980'erne, fx Hjørnet i Damme, og ført videre i 1990'erne, eksempelvis i Borre.

Turismen var stigende, og øboerne skulle skaffe lejemål til gæsterne. Gårde blev omdannet til ferieboliger - kroer, alderdoms- og plejehjem til pensionater. Møns Turistforening lagde vægt på, at turister kunne få kulturhistoriske indtryk. Man restaurerede fx det egnsspecifikke tangdige på Ulvshale, som det fremgår i kulturmiljøet Halvøen Ulvshale. Turisterhvervet udvikles fortsat med vægt på natur- og rekreative oplevelser, som yderligere udbygges, hvis Møn udpeges til nationalpark.

I dag har vidensamfundet tag i befolkningen, og det er karakteristisk, at kultursporene fra det gamle landbrugs- og industrisamfund bevares og bruges i vidensamfundet.

SøgLitteraturLinksKontakt