Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasForord og indledningNaturLandskabKulturarvVærdifulde kulturmiljøerBygningskultur og arkitekturArkitektur og byggeskikBevaring og udvikling i Møn KommuneSignaturforklaringKolofonKulturmiljødatabasenBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

Landskab

Møns Klint, Store Taler ud for Jydelejet. Over de sidste 510 år har Store Taler ændret profil ved mindre skred, og på billedet ses nedstyrtet kridt for foden af klintformationen. Disse brudflader skærer gennem morænebakkens lag af skrivekridt, moræneler, sten og grus og giver således et indblik i naturgrundlagets opbygning.

Det mønske landskab er overvejende et resultat af istidens, vejrligets og landbrugets virke. Den kalkholdige moræne, som isen efterlod, da den smeltede væk, er ideel til landbrug.

Kysten

Møn Kommunes kystlandskaber er meget forskellige. Nogle er rolige strækninger, som ved Busene Have og Fanefjord Skov, mens andre strækninger rummer dramatik, som ved Møns Klint og Hvide Klint i Hjelm Bugt. Kysten ændrer stille form. Den del af Møn, som vender ud mod Østersøen, nedbrydes ved erosion, mens den del af Møn, som vender ind mod Sjælland og Falster, vokser ved aflejring. Det ses ved kysterne langs Hjelm Bugt og Fanefjorden. Ved Hjelm Bugt er landskabet dramatisk med lerklinter over lange stræk og med bøgetræerne helt ud til vandet. Fanefjordens landskab er kringlet med mange vige, hvilket giver et afvekslende landskab med småøer og holme.

Den mest markante erosionskyst er kysten ved Møns Klint, der er en af Danmarks mest storladne kyster. Her veksler blikket mellem havudkig og mægtige kridtflader, lerskred og strandens gråsorte flintestensmassiv. Flinten føres med strøm og bølger nord- og vestover, hvor den aflejres i strandvolde: mod nord på halvøen Ulvshale og mod vest på Hårbølle Pynt. Her er landskabet til gengæld roligt og bølget, og begge steder findes skanseanlæg anlagt i starten af 1800-tallet. Anlæggene ses i kulturmiljøerne Busene Have, Flintindustrianlægget Daneflint og Halvøen Ulvshale. Nogle aflejringskyster gror til som strandenge, særlig markant på Ulvshale og Nyord, hvor de lave enge præger et åbent landskab. Strandengene er generelt i bedre forfatning end ferskengene, fordi de ikke kan drænes. Til gengæld skal de afgræsses, ellers vokser de ofte til med tagrør.

De kystnære byer langs Møns kyster knytter sig ret forskelligt til vandet. Fx ligger havnen adskilt fra byen på Bogø, mens havn og by på Nyord og ved Klintholm er tæt sammenknyttet, som der fortælles om i kulturmiljøerne Nyord og Klintholm havn.

På de høje kystskrænter blev der bygget fyr, så de sejlende kunne finde vej, og skibene kunne blive varskoet om kystens nærhed, som det ses i kulturmiljøet Møn Fyr. Kysterne med strand udnyttes af mange gæster til rekreative formål, som det fortælles om i kulturmiljøerne Sommerhuse på Ulvshale og Møns Klint som udflugtsmål.

Ager og overdrev

Strandengene danner en smuk landskabelig overgang mellem Stege og Ulvshale.
 
Udsigt henover Borre Sømose til Elmelunde Kirke, der dukker op i horisonten igen og igen , når man færdes på Østmøn.

Størstedelen af Møn er intensivt dyrket agerland - hele 169 km 2 af Møn Kommunes samlede areal på 217 km 2. Tidligere var der markant forskel på de store marker omkring godserne og de mindre omkring gårde og husmandsbrug. Med tidens stordrift er denne forskel blevet udjævnet. Helt op til midten af det 20. århundrede skete der en udvidelse af det mønske landbrugsareal ved inddæmning, afvanding og dræning af større landområder, fx Borre Sømose, Kostervig og Røddinge-Askeby Sø. Mange mindre søer, moser og enge er ligeledes drænet væk. Kommunen er dog generelt karakteriseret af et varieret, bakket jordbrugslandskab med spredte gårde og med marker, der ofte er opdelt af sten- og jorddiger. Et sådant landskab kan iagttages fra overdrevsbakken Høvblege, hvorfra man overskuer hele det sydøstlige hjørne af Østmøn. Landskabet nord for Sømarke byder på udsigter indover Møn, hvor især Elmelunde kirke markerer sig i vidderne.

Markerne er oftest opdyrkede, og der ses sjældent græssende dyr, hvilket bl.a. truer nogle af overdrevene. Kommunen rummer dog stadig flere fine overdrev med Høvblege og Jydelejet som de mest markante. Begge bevares ved aktiv pleje. Disse landskabstyper beskrives i kulturmiljøerne om godserne Marienborg, Nordfelt og Klintholm, samt Mandemarke ejerlav, Borre Sømose og Møns Klint som udflugtsmål.

Vådområder og enge

Især Østmøn har flere store søer: Hunosø, Aborresø og Geddesø. Men mange mindre søer er afvandet for at give mere landbrugsjord. Til gengæld har gravning efter tørv, mergel, kalk, sand, grus og ral skabt nye vandhuller og småsøer, ligesom der også stadig findes en del småmoser. De er gennem århundreder blevet påvirket af mennesket ved tørvegravning, afvanding, gødskning, græsning, høslet, tilplantning og opfyldning. Busemarke Mose er Møns største mose og oprindelig en havbugt, som blev lukket med en landtange, hvorefter landskabet groede til og blev til en mose.

Enge er udyrkede, fugtige områder, der bliver benyttet til høslet og græsning. Men de er under tilgroning ligesom overdrev og springer i skov, og fra at være et af landbrugets aktiver fremtræder engene nu som områder, det ikke kan betale sig at bruge. De enge, der er tilbage indgår i kulturmiljøbeskrivelserne om Fanefjord, Grønsalen og kirken, Marienborg gods, halvøen Ulvshale, Nyord, Mandemarke ejerlav og Busene Have.

Skove og parker

Kig til Liselund Slot henover parkens centrale rum: en stor "skål" med vand i bunden, Havesøen.
 
Fra Høvblege er der vid udsigt udover overdrev og marker til kysten i syd.

Landbrugets ekspansionstrang gik tidligere hårdt ud over skovene og ikke kun i Møn Kommune. For at bevare den resterende skov blev der grebet ind fra statens side, og skovfredningsloven blev vedtaget i 1805. Ulvshaleskoven var dog på det tidspunkt så forhugget og afgræsset af kreaturer, at den kun dårligt kunne kaldes skov, og den faldt uden for lovens bestemmelser til stor glæde for bønderne, som kunne fortsætte græsningen. I dag fremtræder Ulvshaleskoven som naturskov, med små lukkede og afvekslende skovrum. Også dele af Klinteskoven og skoven omkring Nordfelt gods står i dag som naturskov. Dette beskrives i kulturmiljøerne Halvøen Ulvshale og Nordfelt gods.

Klinteskoven - i klintens bagland - er karakteriseret ved sin meget urolige profil. Mægtige dalstrøg, dybe huller, knejsende bakker, alt bevokset med træer i stor størrelse. Den ligeledes kystnære og partsinddelte Fanefjord Skov dyrkes overvejende ved plukhugst og selvforyngelse, og dette uddybes i kulturmiljøbeskrivelsen om Fanefjord Skov.

Skove kan blive til parker og haver i en glidende overgang. Det kan iagttages flere steder på Møn, med Liselund, Klintholm, Marienborg og Nordfelt som de markante eksempler. Man kan forfølge tanken om overgangen mellem skov-park-have helt ud i herregårdsalléerne, der danner kultiverede "fangarme" og henleder den forbipasserendes opmærksomhed på herregården. Kommunen er beriget med mange, smukke alleer - og ikke kun i forhold til godsstrukturen. Også langs fx Borre Sømose ses alléer og trærækker, ligesom ankomsten til Møn går gennem en allé i forlængelse af Dronning Alexandrines Bro.

Parker og haver er styret natur, men graden af styring varierer gennem sted og tid. Yderlighederne går fra den åbne naturhave, der knap nok kan kaldes en have, til den stringente og symmetriske barokhave. Omkring år 1800 var der både i Danmark og resten af Europa et brud med den strenge barokstil. Den romantiske havestil, hvor natur og kultur udfolder sig i frugtbart samspil, blev fremherskende. Her har Møn et smukt eksempel i Liselund Park, der ligesom flere af godserne - og et andet eksempel, Rødkilde Højskole - beskrives som kulturmiljø. Stilen er ofte efterlignet i mindre format i præstegårdshaver og bondehaver, fx Museumsgårdens have.

SøgLitteraturLinksKontakt