Vordingborg Kommunes hjemmeside

Møn Kulturarvsatlas

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
ForsideDet trykte atlasForord og indledningNaturLandskabKulturarvVærdifulde kulturmiljøerBygningskultur og arkitekturArkitektur og byggeskikBevaring og udvikling i Møn KommuneSignaturforklaringKolofonKulturmiljødatabasenBygningsdatabasenSådan blev atlasset tilKommunens handlingsplan

Natur

Møns Klint har med sin hvide skønhed, de høje spir og dybe fald en særstatus blandt danske landskaber. Men selv om man ser bort fra klinten, er Møn Kommune en lille geologisk perle. Landskabet er skabt under sidste istid, hvor store gletschere gentagne gange gled hen over øen. Smeltevand fra gletscherne dannede de store dale, og efter istiden skyllede havet ind over istidslandskabet og formede øernes omrids.

Undergrunden

Den mønske undergrund består af 70 millioner år gammelt skrivekridt. Store flager af skrivekridt kan ses i Møns Klint og Hvideklint, hvor isen har skubbet flager op fra undergrunden. Men under istidslagene findes skrivekridtet stadig som faststående bjergart. Skrivekridtet består af skallerne fra mikroskopiske alger, afsat på havbunden i kridttidens store hav. I skrivekridtet findes fossiler fra f.eks. søpindsvin, blæksprutter, østers og fra datidens toprovdyr, mosasauren, som var en svømmende slægtning til landjordens dinosaurer.

Høje Møn

Hatbakken, Målerøj, nord for landsbyen Vindebæk. Bakken ligger markant i det relativt flade landskab. Højden forstærkes af trægruppen på bakkens top.

De imponerende bakker på det østligste Møn er dannet i slutningen af sidste istid, hvor store gletschertunger gled frem gennem Østersølavningen og bulldozede gamle moræneaflejringer op sammen med store flager af undergrundens skrivekridt. Smeltevand fra gletscherne afsatte store mængder af sten og grus mellem moræneleret. Møns Klint skærer morænebakkerne og viser opbygningen med skrivekridt, moræneler og sten og grus, som man kan se, når man betragter klinten fra stranden. Dette naturgrundlag beskrives i kulturmiljøbeskrivelserne om Møns Klint som udflugtsmål og Møn Fyr.

Det centrale Møn

Morænebakkerne nord og øst for Stege Nor er ældre end morænebakkerne på Høje Møn, og de langstrak-te bakkestrøg når ikke samme højder. Bakkeryggenes orientering viser, at de er skudt op fra nordøstlig retning. Bakkerne syd for Stege Nor er overvejende skudt op fra syd og sydøst af gletschere, der er kommet fra Hjelm Bugt. Det ses også tydeligt, at bakkeryggene overordnet følger forløbet af kysten mod Hjelm Bugt.

Vestmøn

Landskabet her er småkuperet med mange små, bløde bakker. Flere af bakkerne er runde og kan ligne en stor blød hat kastet i landskabet. De hatformede bakker opstod, når sand og grus blev afsat af smeltevand mellem store blokke af is foran en gletscher, som derefter gled henover materialet. Når isen smeltede bort efterlod den en bunke materiale: en hatformet bakke.

Dalene

Morænelandskaberne skæres af et system af dale. Dalen ved Borre har forbindelse med Busemarke Mose/Råby Mose. Endnu en dal løber fra moseområderne i syd, strejfer Stege Nor og fortsætter mod nord til Maglemose. Fra Stege Nor fortsætter endnu en dal mod vest ud i Røddinge Sø, ligesom Fanefjord og dalstrøget ned mod fjorden. De beskrives i kulturmiljøet Fanefjord, Grønsalen og kirken. Dalene har alle en lang og kompleks dannelseshistorie og har sandsynligvis fungeret som tunneldale under de yngste isfremstød. Tunneldale dannedes, hvor smeltevand løb i floder under en gletscher.

Da havet kom

Stenalderhavet overskyllede området og dannede omridset af Møn og de øvrige øer. Også Koster, Borre og Egholm blev til isolerede øer, men afsætning af sand og grus i havet har siden bundet mange af de druknede områder sammen og afsnøret dalenes lavninger fra havet. De afsnørede lavninger har siden henligget som sø- og moseområder, fx Borre Sømose, Maglemose og Røddinge Sø. Dette omtales i kulturmiljøbeskrivelserne om Borre Sømose og Busene Have.

Strøm og bølger har ført flint fra Møns Klint rundt langs kysterne mod nord og vest. Stenene er afsat i strandvolde på Ulvshale og Hårbølle Pynt og er siden blevet industrielt udnyttet, som kulturmiljøbeskrivelserne Halvøen Ulvshale og Flintindustrianlægget Daneflint fortæller om.

SøgLitteraturLinksKontakt